tirsdag den 14. juni 2011

Pizza M. Grillet Grønt & Gedeost



Jeg er i Mad!'s læserpanel i blad nr. 06, juni 2011 og har i denne anledning haft fornøjelsen af at teste to lækre vegetaropskrifter. Jeg afprøvede opskrifterne for ca. 2 måneder siden og har derfor glædet mig til at dele dem med jer, da de begge er meget simple, lette at lave og desuden meget velsmagende. Det glæder mig desuden at magasinet Mad! - på trods af ikke at være et vegetar-magasin - stort set hver måned har op til flere lækre grønne opskrifter at byde på. Mums!

Her følger den ene af de to opskrifter ...

Pizza M. Grillede Grønt & Gedeost

Til din pizzadej skal du bruge:
25 g gær
1,5 dl. lunkent vand
1 tsk salt
0,5 tsk sukker
2 spsk olivenolie
100g groft hvedemel
ca. 125g fint hvedemel

Til dit fyld skal du bruge:
1 squash
2 røde peberfrugter
olie til pensling
salt
100g blød gedeost

Tilbehøret er:
100g rucola
lidt æbleeddike
lidt olivenolie
salt
friskrevet parmesanost

Start med pizzadejen... Først rører du gøren ud i vandet og tilsætter salt, sukker, olie og de to slags mel. Derefter ælter du dejen smidig og lader den hæve tildækket i en halv time.

Mens dejen hæver kan du... skære squash i skiver og skære peberfrugt i både. Efterfølgende pensle grøntsagerne med olie og grille dem på en varm grillpande et par minutter. Krydr med salt.

Når pizzadejen har hævet... skal du dele den i to stykker. Rul den ud med en kagerulle på et meldrysset bord, så du får to tynde pizzabunde. Læg dem på hver sit stykke bagepapir. Tænd ovnen på 230g. Sæt to bageplader i ovnen for at varme dem op.

Top pizzabundene... med smuldret gedeost og grillede grøntsager. Træk bagepapiret med pizzaerne over på de varme bageplader og bag dem i ovnen en af gangen i 10-15 minutter til de er sprøde.

Skyl nu rucolaen...og vend den med æbleeddike, olivenolie og salt. Top de varme pizzaer med rucolasalaten og revet parmesan. Server straks.

Velbekommen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar