fredag den 14. oktober 2011

Et Stk Smuk Sachertærte



Jeg har i lang tid tænkt på at forsøge mig med den ægte kageklassiker, Sachertærten - og hvilken bedre anledning, da månedens Mad!-Magasin præsenterede mig for en lækker opskrift af slagsen.

Sachertærten er en østrigsk specialitet, som er kendt i hele Europa. I virkeligheden er det en ret simpel chokoladekage, som er gjort ekstra lækker med abrikosmarmelade og blankt chokoladeovertræk. Mums filibaba!

Og her er så opskriften på dette chokolade-vidunder:

Tid: ca. 50 min. Bagetid: 30-40 min. Hviletid 1 time - 8-10 personer

Chokoladekage:
100g mørk chokolade, hakket
100g smør
korn fra en vaniljestang
5 æg
125g sukker
100g hvedemel
en springform (ca. 22 cm i diameter)
ca. 3 dl. abrikosmarmelade

Chokoladeglasur:
50g smør
2 spsk piskefløde
3 spsk flormelis
150g mørk finthakket chokolade

Og så skal du igang..
1. Start med at lave pynt til kagen. Skrap med en skarp kniv på bagsiden af en chokoladeplade, dermed vil du få fine chokoladeflager, du kan pynte din chokoladedrøm med.

2. Kagedej:Smelt nu den hakkede chokolade i en vandbad med smør og vanilje i en skål. Del æggene i hvider og blommer. Tag chokoladen fra vandbadet, og rør æggeblommerne i chokoladen.

3.Pisk nu hviderne skummende med en el-pisker. Tilsæt sukker lidt af gangen, og pisk hviderne meget stive. Pisk forsigt en fjerdedel af hviderne i chokoladecremen, med et almindeligt piskeris (ikke el-pisker) Tilsæt endnu en fjerdedel af hviderne og pisk dem forsigtigt i. Vend forsigtigt de sidste hvider i vhokolademassen med en dejskraber. Sigt mel i dejen og hæld den efterfølgende i en smurt springform.

4.Bag nu kagen i ovnen ved 180 grader i 30-40 minutter. Tjek med en strikkepind eller lign. at den er gennembagt. Lad den køle af i formen. Løsn kagen i siderne, tag den forsigtigt ud af formen og vend den med bunden opad. Skær dernæst kagen over med en brødkniv. Smør abrikosmarmelade på den underste bund og læg toppen ovenpå.

5. Chokoladeglasur: Smelt smør sammen med fløde og flotmelis over et vandbad. Tilsæt finthakket chokolade og rør godt. Læg en bagerist omvendt, så rillerne rører bordpladen. Læg bagepapir under. Læg kagen på risten. Kom glasur på toppen af kagen og glat det ud med en palet, så den glider ned ad siderne. Glat nu glasuren på siderne og pynt til slut med dine chokoladeflager. Lad glasuren stivne i ca. en time, før du forsigtigt flytter kagen over på et kagefad. Server med letpisket flødeskum.

... Abrikosmarmelade er virkelig lækkert i kagen, men er man en chokoladegris og knap så glad for abrikos, - ja, så kan man jo forsøge sig med chokolademousse i stedet :-)