
Du kan lade dig inspirere af andre indslag til en lækker vegetar-brunch i slutningen af dette indlæg.
Megan og Tommi kom forbi til en let brunch og de havde den skønneste grønne Kusmi The med. Mums. Brunchen bestod b.la. af yndlings-yndlings-osten, Rød Primadonna, hvid skimmelost, Lagkagehusets lækre ciabattabrød samt en lækker (og meget let!) oliventapanade - min opskrift kan du finde her.
Jeg havde desuden lavet en tærte med tomat, feta og løg (du kan finde min opskrift på tærte her.) Denne var toppet med frisk ruccola og en dressing af olivenolie, presset hvidløg og citron.

De amerikanske pandekager smagte smukt og de blev spist med blåbær og ahorn-sirup. Opskriften er fundet på mad-bloggen Newyorkerbyheart..

Amerikanske pandekager
2 spsk. sukker (jeg brugte desuden en halv tsk vanillesukker)
1½ tsk. salt
375 g mel
6 tsk. bagepulver
3 æg
3 3/4 dl mælk
2 spsk. smeltet smør
Sigt alle de tørre ingredienser i en skål. Tilsæt æg og ½ af mælken og pisk godt. Tilsæt resten af mælken og det smeltede smør, pisk kraftigt og vurder om dejen er for tyk eller om der skal mere mælk i. Det er vigtigt at der piskes ret kraftigt med hånden, så der piskes noget luft ind i dejen. Smelt ganske lidt fedtstof på en slip-let pande og kom dejen på i små klatter. Steg ved ikke alt for høj varme og vent med at vende pandekagerne til dejen er lidt fast i det og ligesom bobler lidt. Vent og bag på den anden side. De skal gerne ligesom hæve op, så de bliver tykke og lækre. Der giver en rimelig god portion af denne mængde dej, jeg ved ikke helt hvor mange, men jeg vil mene at det er rigeligt til 4 prs.
.. En vegetar-brunch behøver ikke at være lig en kedelig brunch - Tvært i mod findes der mange lækre sager, som fint erstatter den traditionelle brunch. Du kan eventuelt lade dig inspirere af nedenstående forslag og selv sammensætte din vegetar-brunch:

- Tomat & mozzarella m. frisk basilikum og olie/eddike
- Ovnstegte kartofler med aioli (se min opskrift her.)
- Omelet evt. med gedeost og spinat ell. semi-dried tomater (det er to af mine favoritter)
- Vegetarpostejer (se min opskrift på kikærtepostej her.)
- Ristet rugbrød med hytteostsalat (hytteost kan blades op med dine yndlingsgrøntsager / krydderurter)
- Appelsin-carpaccio med nødder (appelsin skæres i tynde skiver og lægges på en tallerken og toppes med karameliserede nødder (nødder vendt i sukker på en pande))
- Koldskål med friske jordbær
- Smoothies (du kan læse mere om min melon-agurk-smoothie her og min blueberry-breakfast-smoothie her.)
- Frenchtoast med marmelade
- Squash-aubergine-snacks (se min opskrift her.)
Velbekommen!
